Det er et år siden. Et år der er gået stærkt og der er både sket dårlige og gode ting i dette år. Ikke noget jeg helst vil nærmere ind på, men kort fortalt, så har jeg mistet én der stod mig meget nær. Åh hvor gør det bare ondt! Man ved ikke hvor ondt det gør, før man har prøvet det. Jeg håber naturligvis at alle kunne undgå den smerte man oplever, men man må også bare accepterer at sådan er livet. Det er en tanke jeg prøve at trøste mig med, når jeg har én af de dage, hvor det hele bare er noget møg. Men livets gang er at vi fødes, vi lever og så dør vi til sidst. Der findes ingen mirakelkur eller en eliksir, som man kan indtage og leve til evig tid. Tanken er det spændende, men om 1000 år, når vi har oplevet ALT hvad der kan opleves, så tror jeg inderst inde også at det vil være kedeligt at det aldrig får en ende. 

Alle burde kunne leve uden sygdomme, uden smerter eller gener. Hvorfor er der nogle der skal udsættes for en dødelig sygdom inden de har nået at leve? Her tænker jeg på små børn. Hvorfor skal en familiefar på 30 år, i sin bedste alder som familiefar, rammes af en sygdom som langsomt dræber hver en aktiv celle i hans krop, så han til sidst dør? Jeg fatter ikke at nogle skal rammes så hårdt, mens andre lever livet i sus og dus, nærmest møgforkælet, og hvor hele verdenen ramler ned hos dem, hvis deres designerstol har en længere leveringstid end 2 dage, eller hvis internettet lige har en server der er gået ned, så konen i huset ikke kan shoppe modetøj til gallamiddagen i weekenden. Armen altså, sikke en kontrast! 

Jeg har gode dage og jeg har dårlige dage

Når man har mistet én der stod en nær, gør det ubeskriveligt ondt. Det kan nærmest ikke beskrives, men det er en smerte man har svært ved at definere med ord, udover at det gør fandens ondt. Det kan muligvis vises i lyde, som vil lyde som et smertefyldt, langt skrig helt nede fra maven af. Jeg skal så heller ikke afvise at mine tanker at fóret rundt i hovedet, om alt muligt, muligvis unødvendige ting. Så som, hvad lavede vedkommende sidst han/hun var her i mit hjem? Hvad fik jeg af ham/hende i gave til min sidste fødselsdag. Duften af personens tøj, som man har arvet, som jeg ikke nænner at bruge, fordi så vil den skønne duft forsvinde. Jeg har fundet opskrifter, takkekorts, sågar sms’er med tekst, vedkommende har skrevet. Hvis man dog bare lige kunne springe tilbage i tiden, sige det man ville sige. Gøre det man ville ønske at man kunne gøre nu. 

Gode dage

Jeg har gode dage, hvor jeg synes at jeg er ved at accepterer at livet er forandret og er til at holde ud nu. Dage hvor jeg kan se positivt på livet trods alt, og accepterer at livets gang er desværre døden i sidste ende. Gode dage hvor jeg kan minde tilbage med et smil ting jeg erindrer som jeg har oplevet, kan huske om vedkommende. Vedkommende er borte, men aldrig i mit hjerte og sind, og det vil aldrig være muligt for mig at glemme vedkommendes ansigt eller udseende, aldrig!. 

Dårlige dage

Jeg har dog også, desværre, mange dårlige dage. Dage hvor jeg synes livet er så hamrende uretfærdig. Dage hvor jeg kan tage mig selv i at blive dybt frustreret, ked og sur over at andre mennesker omkring mig, stadig kan have det jeg har mistet. Hvorfor skulle det lige ramme mit liv? Jeg har dage hvor jeg vågner midt om natten med tårer og har svært ved at falde i søvn. Dage hvor de er hårde og svære at komme igenne, fordi mine tanker går på vedkommende konstant. Og disse dage, ville jeg ønske at jeg kunne blive i min seng hele dagen, og stene film eller serier, fordi at drømme mig væk fra mit liv og fra laveste realitet. Heldigvis bliver disse dage færre og færre, men der er også kun gået 1 år. Det er dog svært at grave sig ned på dårlige dage, når man er familie-mor til to skønne og livelige piger. 

Hvordan kommer man videre

Jeg har spurgt mig selv det spørgsmål mange gange efterhånden. Aldrig har jeg kunne kommet med et fast og rigtigt svar. Ærlig tror jeg ikke at der er noget rigtig svar. Hver mennesker har sin metode til at komme igennem livets svære udfordringer og vi håndterer dem ikke alle ens. Nogle mennesker har brug for komme ud med sine tanker, til en nær ven, familie eller til en psykolog. Det er dog ikke lige min metode. Jeg har da snakket lidt mod et med min mand, man jeg har ikke lyst til at snakke om detaljer eller noget specifikt. Jeg er nok en person der holder det inde. Det har jeg i hvert fald gjort i et år nu. Jeg har da overvejet at snakke med en psykolog. Fordi jeg har den overbevisning, at man nemmere og hurtigere kan komme til at se lyset for enden af tunnelen. Man kan tit brænde inde med noget, som kan munde ud i at man kommer til at snære, eller virke sur eller irriteret. Men på sigt bliver det også en belastning for hjernen at tænke på en emne, men aldrig får bearbejdet emnet til bunds.   

Livets gang

Man må jo accepterer at vi fødes og vi dør til sidst. Sådan er livet bare. Nogle får bare mere liv end andre. Nogle får kun få år at leve i, og aldrig når at blive voksne, de fleste bliver omkring de 60-70-80 år, hvilket er en rigtig fin alder, men nogle bliver sågar også omkring de 100 år. Jeg tror også gode gener og en sund levestil, og måske lidt held er opskriften på at blive 100 år. Men det er dog bare et gæt. I min verden synes jeg at alle skal have chancen for at leve et godt liv, uden smerter, gener eller sygdomme. Alle fortjener et liv, for hvorfor er de ellers have fået det til at starte med? – Jeg vil i hvertfald gøre mit bedst til at sørge for at jeg lever længe, så jeg kan være der for mine børn. Men jeg må også sande, at jeg ikke kan være her for evigt, en dag mister de deres mor, og så skal de igennem denne mølle jeg sidder i nu. Sådan er livets gang.