Notice: Function _load_textdomain_just_in_time was called incorrectly. Translation loading for the cleantalk-spam-protect domain was triggered too early. This is usually an indicator for some code in the plugin or theme running too early. Translations should be loaded at the init action or later. Please see Debugging in WordPress for more information. (This message was added in version 6.7.0.) in /var/www/vhosts/linearteam.dk/httpdocs/wp-includes/functions.php on line 6114
En fredag aften, med forstyrrelse – Linearteam

 

 

Stille, tager Herren mig ind i det åbne rum, beder mig lægge mit tøj. Giver mig manchetterne på, og hægter mine arme fast i rebet foroven. Jeg står der, frit i rummet, nøgen, til skue, men i mit hoved, kun for Ham.

Sidste gang vi legede, gik det ikke så godt, jeg følte ikke jeg kunne tåle noget, det var lang tid siden vi sidst havde leget, og i dag, var det ligesom, op på hesten igen, for os begge to, jeg kunne mærke på mig selv, at det var en god dag, at jeg ville kunne gøre Herren stolt af mig, at Han i dag kunne få lov at slå igennem, som Han nyder det.

Vi går igang, jeg nyder, indtager, trækker vejret, mærker efter, indsnuser Hans dufte og lytter til Hans lyde. Selv er jeg som så ofte før, helt rolig, helt stille, og lidt i min egen verden, jeg mærker tidligt at jeg smutter en tur, derhen hvor jeg nyder at være, der hvor Herren ikke altid ser jeg forsvinder hen, men det gør nu ikke noget, for jeg tager stadig imod, nyder stadig at mærke Hans piske.

VI er godt igang, og alligevel, er det ved at være ved vejs ende, har svært ved at blive stående, svajer, ryster ganske let, er omtåget, Jeg ved det, Herren ved det. Og så. Lige der er der en ko der vælger at snakke til Herren, om Han ikke lige kunne flytte sit legetøj, så hun/de kunne komme til at lege også. Puff, pliing, bonk, donk.. For satan da også, når jeg er der i mit hoved, findes der kun panik, når andre kommer for tæt på, eller snakker, jeg får i forvirringen hægtet mig selv af, styrter ud af lokalet, fik vist sagt nogle meget lidt pæne ord på vejen. Tårene ned af kinderne, får jeg dog samlet mig nok til at gå ind for at klage.

Kan mærke, jeg er nød til at fortsætte, ellers vil jeg være itu, får samlet mig, anmodet om at fortsætte, og Han kører på endnu engang, til min krop, min sjæl ikke længere kan samle sig, til jeg lander på gulvet, lige der, sparker Han mig, sparker igen og igen, sparker, selvom Han ikke selv kan lide det, men for min skyld, og jeg fyldes af kærlighed.

Aftenen endte godt, på trods af folks mangel på respekt, empati, og pli. Og jeg havde det dejligt. Kunne dog godt mærke de næste dage, at min sub tilstand var mere skrøbelig, end ellers, at det blev til et af mine meget sjældne subdrop. Men det er okay, Herren var der, og passede på mig.

Del dette: