Helt utrolig hvor meget jeg får ud af at gå på skolen, har det dog ikke som rigtigt mange andre, at de bliver kørt psykisk ned, eller i mere eller mindre grad næsten ikke kan rumme det.

Tværtimod, jeg stortrives med det, føler mig ofte overskudagtig, og har bare lyst til mere og mere, nyder at lære om mig selv og andre, og har fundet ud af hvor meget viden jeg egentlig i forvejen besidder, om div. emner.

Føler jeg blomstre for tiden, vokser og gror, får næring fra så mange mennesker omkring mig, og en helt utrolig bekræftelse på at jeg er et godt menneske, og at jeg egentlig kender mig selv ret godt, det jeg viser står godt i kontrast til det jeg føler.

Skønt at vide at jeg har så positiv en virkning på andre mennesker, at jeg er autentisk, klog og provokerende på den gode måde, slet ikke så forstyrrende som jeg selv var bange for, men levende..

Dog har jeg nu måtte indse en vigtig ting om mig selv, jeg vidste det egentlig godt, men vidste ikke det stadig var sådan.. Jeg formår at skjule en hel side af mig selv, en side jeg har kæmpet med at turde vise også, men det er så ikke lykkedes endnu..

Får som sagt kun positive tilbagemeldinger om mig selv, men alle i samme kategori, at jeg er levende, charmerende, mystisk, gådefuld, klog og alle de der ord, folk er tryg ved mig, det de ser, er det de får..

Men den svage og sårbare side får jeg ikke vist.. Og det undrede mig lidt, havde ordet sårbar, som et af mine hemmelige ord i dag.. Men når jeg så sætter det sammen med de tre andre ord jeg havde så giver det mening for mig.. Hengivenhed, masochist og underkastet..

De ting er følelser som for mig hører den verden til, det er for de mennesker, i de situationer jeg tør vise netop hele mig, der er jeg tvunget til det, der kan jeg fralægge det stærke ”jeg”.

Samtidigt, er jeg blevet klar over, at nogen af de mennesker som virkelig vil mig, men som jeg har holdt afstand til, måske netop tricker lige den side i mig, fordi de for det første er så anderledes end mig, meget stille typer, og det gør mig lidt utryg, fordi jeg selv er så udadvendt, men også fordi, det lige præcis er den slags der kan gøre mig tryg nok til at hente den anden side frem i mig, de besidder de egenskaber, jeg mangler, og er derfor en god kontrast til mig, jeg falder til ro, og bliver derfor mere sårbar, og det er nok grunden til min afstand til dem..

Mit mål nu er, at turde vise den side af mig selv, lade folk komme tættere på..

Disse ting står egentlig godt i kontrast til en oplevelse i sidste uge, hjemme hos en ven, en ven der også kun har set denne side af mig, han giver mig så meget af sig selv, giver mig ro, og læser mig utroligt godt, han forærer mig den gave, at mætte min krop, får opfyldt alle depoter for nærvær, bliver krammet og nusset, får opmærksomhed.. Til sidst falder der nogle tårer, og jeg kryber helt sammen i hans skød, putter mig ind, og får kommentaren, at det er dejligt jeg endelig viser mine følelser, ikke følelser for ham, men mit indre, kunne høre han følte det var en gave, men også noget han ønskede at jeg turde vise mere af, for min egen skyld..

Samtidigt med alt denne indsigt, har jeg jo været på weekend med tøserne, og også der fået snakket, vi er nu så sammentømret, at vi nu kalder hinanden for veninder og virkelig mener det, vi tør sige alt, også de svære ting.

Fik der fundet ind til de ting jeg har manglet i mig, nemlig slavinden, som jeg lidt føler er blevet tvunget ud af mig, ikke med vilje, men med uvidenhed omkring det menneske jeg er inderst inde. Var før en man anså som virkelig underkastet, som meget dedikeret i det, og det var min stolthed, det der gjorde mig hel, lige det sidste punktum i det menneske jeg er.. Den har jeg virkelig manglet den side, og efter at være blevet sat fri, var det gået helt galt.

Men er blevet husket på nu, at for at få denne følelse behøver jeg ingen mand, jeg har det i mig selv, og det er jo rigtigt, førhen var jeg også single, og besad virkelig den side.. Bevidstheden gør nu, at jeg kan finde den side frem i lyset igen, og det kommer nok igen mere til udtryk i mig, og med det, føler jeg mig igen på vej til at være hel.. Jeg har ret til at være stolt af mig selv, jeg er slavinde, jeg er som jeg er,..

 

Alle disse ting føler jeg bliver kædet sammen indeni, giver mig et mere forståeligt billede af mig selv, og alle de sider jeg rummer, sider der udgør et hele..

Jeg har lært at sorg og smerte, ikke er farlige følelser, at de hører med til det at være levende, at være menneske, og jeg takler det helt godt, og derfor forsvinder disse følelser også det hurtigere nu, jeg ”dyrker” dem ikke mere, jeg er ikke længere et offer, jeg tager ansvar..

Har fundet ud af, at hver gang jeg støder ind i en følelse, jeg ikke kan sætte ord på, så spørger jeg om hjælp, til at få den defineret, og det virker, og ofte er følelsen en helt anden, end den jeg i første omgang troede, men den vigtigste lærdom er, at mine følelser er naturlige, de er ægte, de er dybfølte, og ikke mindst, de er ufarlige, når de bliver sagt højt..

Jeg har i tilgift fået lært, at jeg godt kan stole på mig selv, og også skal være mere forsigtig med folk, der prøver at manipulere mig, eller rettere med mine følelser.

Jeg skal ikke lytte til folk der prøver at fortælle mig, hvad jeg føler, eller fortæller at mine følelser er forkerte, det forvirrer mig kun, og gør at jeg ikke stoler på mig selv, og derved skader det mig, jeg skal stole på min mavefornemmelse, når jeg føler at folk ikke evner at læse mig, Jeg skal lytte til mine behov, de er vigtige for lige mig, og de er tilladte at have, de er ikke forkerte.. Jeg er helt normal..

 

Det bedste ved alt dette er, at jeg ikke husker, om jeg nogensinde før har haft det så godt med mig selv som jeg har nu, været så meget i balance, haft så meget ro eller overskud, og bare tanken om at det kun kan blive endnu bedre er helt utopisk.

 

Jeg glæder mig til at se hvad fremtiden bærer med sig, hvor jeg ender henne, og også om jeg kan finde lige ham. Jeg ved han må findes derude, ham der ligesom jeg virkelig ønsker dette liv, med alt hvad det indebærer, jeg vil ikke nøjes mere..